2. del (fortsat)

 

I sommeren 1929 blev badetogstrafikken genoptaget. Trafikken var i øvrigt kommet ind i faste rammer og blev af et ikke ringe omfang dette år, således at enkelte af togene måtte fremføres af to f-maskiner, hvilket skete søndag, den 21/7-1929. Denne dag var der regnet med 3000 rejsende fra Odense, men der kom 4339. Badetogskørslen fortsatte op igennem trediverne, men herudover blev Knudshovedbanen så vidt vides ikke benyttet i nævneværdig omfang. Ved den tyske besættelse i 1940 kom der påny soldater på Knudshoved, og iflg. Baneafdelingen må der i denne forbindelse være foretaget en vis istandsættelse af banen, men omfanget kendes ikke.  

 

I Nyborg Avis kunne man læse dette i 1939:

 

Nyborg Avis d. 8/6-1939

 

Køreplanen var åbenbart ikke mere stiv, end det var muligt at tage hensyn til vejret:

 

Nyborg Avis d. 18/8-1939

 

Det stod i avisen for 83 år siden:

Fyens Stiftstidende den 29. maj 1941

>> Badelivet skal florere ved "Skærven".

Odenseanerne kan godt begynde at forberede sig paa at faa rimpet Mølhullerne sammen i Badedragten, hvis der da ikke er Raad til Indkøb af en ny, smart Badedragt.

Statsbanerne bekendtgør, at der paa Søn- og Helligdage i Tiden fra 1. Juni til 17. August vil køre Tog til og fra Skærven ved Nyborg Strand efter følgende Plan: Fra Odense Kl. 9,30, Ankomst til Skærven Kl. 10,50. Fra Skærven Kl. 18,20 og 20,40 med Ankomst til Odense henholdsvis Kl. 19,50 og 22,18.

Statsbanerne tilføjer dog: Under ugunstige Vejrforhold vil Kørsel til og fra Skærven ikke finde Sted.

Ogsaa Strandpavillonen "Skærven" er sat i Stand til Sommer, og det er ligesom sidste Sommer Odenseanernes gamle Bekendt, Direktør Svend Raasthøj, "Bristol", der skal lede den <<

 

I begyndelsen af 1940'erne løb landet ind i en veritabel isvinter og banen kom atter i brug. Billedet er taget fra Knudshoved søndag, den 28/1-1940 og viser foruden to Storebæltsfærger en isbryder yderst til højre (Nyborg Avis d. 31/1-1940)

 

Det stod i avisen for 84 år siden:

Fyens Stiftstidende den 1. feb. 1940

>> En halv Snes Tusind Hestekræfter i Kamp med Isen.

 

I Gaar Morges ved 8-Tiden stod "Store Bjørn" og "Nyborg" ud af Nyborg Havn, men ved Knudshoved satte Ismasserne en effektiv Stopper for de to Skibes videre Fremtrængen, og først i Formiddags slap de fri. Vor Fotograf har fra Knudshoved Fyr taget dette Billede af de to Skibe

 

"Store Bjørn" brød i Formiddags Isen ved Knudshoved.

Efter at "Store Bjørn" og Motorfærgen "Nyborg" havde siddet fast i Isen ved Knudshoved i et Døgn, indtraadte i Morges en Lysning i Situationen. "Store Bjørn"'s Kaptajn meddelte Overfartsledelsen i Korsør, at Isen øjensynlig havde lindet en smule, og at den nordgaaende Strøm var saa svag, at man havde gode Chancer for at naa et Resultat med Hensyn til Færgens Frigørelse i Formiddagstimerne.

Og Kaptajnens Forventninger holdt Stik! Ved 10,30-Tiden brød "Store Bjørn", fulgt af "Nyborg", gennem Isbarrieren og satte Kurs mod Sprogø. Korsør naaedes ved Middagstid.

"Nyborg" havde ca. 300 Rejsende, Ilgods og Post med ved Starten fra Nyborg, men tre Passagerer blev ked af Ventetiden i Morges. De spadserede over Isen ind til Knudshoved. Iøvrigt naar Isen ved Barrieren praktisk talt Havbunden og har en Tykkelse af en halv Snes Meter.

Storebælts vestlige Del er blokeret af Is, mens den østlige Del er tilgængelig selv om der er betydelige Mængder af Drivis i store Flager og svær Pakis <<

 

Nogle dage senere bragte samme avis billedet heruder med følgende tekst:

"Søndagens Spadseretur paa Storebælt"

 

En Masse Odenseanere var i Gaar i Nyborg for at se paa Isen i Storebælt. Mange benyttede den sjældne Lejlighed til at faa sig en Spadseretur paa det tilfrosne Bælt. Vort Billede giver et Begreb om Trafikken paa Isen (Fyens Stiftstidende d. 12/2-1940)

 

Korsør-fiskere med isbåd ved Sprogø på vej til Knudshoved den 12/2-1940 (Nyborg Avis d. 14/2-1940) 

 

"Under Istransporten over Storebælt forleden skar en af de fuldtlastede Baade gennem Isen og maatte hales paa det 'tørre' af Mandskabet" (Nyborg Avis d. 15/2-1940)

 

"I Bil over Storebælts Isørken. Saa haard Vinter, at Folk skulde komme til at køre Bil over Storebælt, havde vel nok ingen ventet, og forhaabentlig varer det 'mange Herrens Tider', før der paany aabnes en Lastbilrute over Storebæltsisen. Billederne over disse Linjer vil derfor have en vis historisk Interesse. Til venstre ses Direktør Anton Fehr ved Sprogø spejde ud over den Is-Landevej, som han har afmærket til Brug for sin Fragtrute, og til højre faar man et Indtryk af de Forhindringer, som Isskruningerne volder Trafikken" (Fyens Stiftstidende d. 20/2-1940)

 

Billedet fra den 3/3-1940 viser en lille del af isskruningsbjerget på Knudshovedmolen, der splintrede bolværket. Billedteksten er: "Da Isen løb Storm mod Knudshovedmolen" (Nyborg Avis d. 4/3-1940)

 

"Fra Istiden i Storebælt. Billedet viser tre Isbrydere og tre Færger i Isen udfor Korsør forleden" (Nyborg Avis d. 30/3-1940)

 

Anden Verdenskrig betød også omvæltninger på Knudshoved herunder beskrevet i Dansk Lokomotiv Tidende januar 1946:

"Generaldirektoratet meddeler, at Feriehjemmet paa Knudshoved, der siden 1941 har været benyttet af Værnemagten, nu er fyldt med tyske Flygtninge, og der vides intet om, hvornaar disse fjernes. Efter foreliggende Udtalelser bliver det nødvendigt at foretage meget omfattende Reparationer, inden Etablisementet kan overgaa til danske formaal." 

 

Først tre år senere var det eftertragtede feriehjem atter klar til at modtage sommergæster således beskrevet i Dansk Lokomotiv Tidende april 1949:

"Feriehjemmet ved 'Knudshoved'. Almindeligt samtaleemne blandt vore medlemmer og delvis også udenfor medlemskredsen er - hvornår åbner vort feriehjem? Og om der nu også bliver plads til mig og min familie i år! - Der er ikke noget unaturligt heri, thi når foråret har meldt sig, og de begyndende forberedelser til sommerferien foretages, er det selvfølgeligt, at man først træffer bestemmelse om, hvor ferien skal holdes. For lokomotivmændene falder beslutningen ud til fordel for deres eget feriehjem; her er de sikker på en god forplejning, gode omgivelser, lyse og venlige værelser og en rimelig pris. Men skønt ombygning og udvidelse igennem årene har gjort det muligt at imødekomme flere ansøgninger, er grænsen trukket, og en del anmodninger må vi med beklagelse afslå. Men man behøver ikke af den grund tabe humøret, thi der findes andre gode og komfortable feriehjem, hvor en ligeså hyggelig og behagelig sommerferie kan holdes til en rimelig pris. Et af disse steder er Danske Statsbaners feriehjem 'Knudshoved', der, som det fremgår af navnet, er beliggende på Fyns østkyst umiddelbart ved Nyborg by, men alligevel så langt fra byen, at den fornødne feriero er tilstede. I lighed med andre lignende institutioner måtte 'Knudshoved' lide den tort at blive taget i besiddelse af tyske soldater, der senere blev afløst af flygtninge. Men restaureringen efter den tid er nu snart tilendebragt, og når hjemmet lørdag den 4. juni kl. 18 åbner sin sæson, vil alle værelserne være nyistandsat, malet i lyse, tiltalende farver og møbleret med nye, behagelige senge og madrasser. Der er opstillet praktiske garderobeskabe, og på gangene ligger bløde løbere, som endnu vil kunne gøre de fleste husmødre misundelige. Også det udendørs udstyr er der tænkt på, så sol og frisk luft kan nydes i fulde drag under lidt behagelig motion. Til dette formål er der bl.a. anlagt badminton- og håndboldbane, og til børnene er der opstillet gynge. Når hertil lægges de usædvanlige smukke omgivelser og gode badeforhold, må der her siges at være skabt et feriested, som næppe mange statsvirksomheder vil være i stand til at byde deres personale. Skønt omkostningerne til denne gennemgribende restaurering af hjemmet har været ret betydelige, er der fastsat så rimelige pensionspriser, at økonomiske grunde ikke kan afholde nogen fra at benytte feriehjemmet. Prisen pr. dag i tiden 19. juni - 13. august er 7 kr., udenfor denne tid er prisen 6 kr. pr. dag. For børn indtil 12 år betales henholdsvis 4 kr. og 3,50 kr. Betjeningsafgiften er 12½ pct. Det er Statsbanernes håb, at personalet vil benytte sig af den givne chance for et behageligt ferieophold. Ved en god tilslutning og fuld udnyttelse af hjemmet betragtes udgifterne til istandsættelsen som givet godt ud. Under de tyske soldater og flygtninges ophold blev hjemmet ribbet for inventar. Følgerne heraf er endnu følelige, og det har ikke været muligt at skaffe sengelinned, hvorfor gæsterne selv må medbringe lagner, pudebetræk og håndklæde. Såfremt pladsforholdene tillader det, vil der også være adgang for pensionister og enker til at benytte hjemmet, dog fortrinsvis uden for skoleferien. Sæsonen slutter lørdag den 27. august. Bestilling på ophold, der indsendes til personalekontoret, Generaldirektoratet, modtages allerede nu."

 

Med et par års afbrydelse i de værste krigsår kørte badetogene endnu nogle år og fremdeles som damptog oprangeret af 5-6 CM-vogne. I de senere år blev toget skubbet fra Nyborg H til Skærven af en rangermaskine og trukket den modsatte vej. I begyndelsen af halvtredserne ophørte trafikken på grund af faldende passagertal som følge af den stigende privatbilisme. Et af de sidste og måske det sidste personførende tog på Knudshoved-banen var ikke helt almindeligt. Det var det såkaldte ”svagførertog”, der i efteråret 1952 befordrede et antal ubemidlede svagføre på en rundrejse i Danmark. I Knudshoved kom toget til at holde ud for feriehjemmet, hvorfra det næste formiddag blev rangeret ud på molen for at rejsedeltagerne kunne nyde udsigten over Storebælt.  

 

Her ses det omtalte svagførertog på Knudshovedmolen 6/10-1952 (Ophav: Morten Flindt Larsen)

 

Det yderste af sporet på den gamle mole med stopbommen i december 1953. De mange mennesker på billedet skyldtes, at tankskibet "Esso København", der var på vej til Avernakke, blev minesprængt ud for Knudshoved-molen den 25/12-1953 (Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv)

 

Knudshoved set oppe fra i 1948. Banen ses stadig - både sporet der går ud på molen og afgreningen der ender ved remisen - tidligere Slipshavn (Ophav: Sylvest Jensen)

 

Afslutningen på Knudshoved-banens historie kom i 1956. Forinden sporet blev taget op, blev der over banen transporteret ret betydelige mængder byggematerialer til den nye færgehavn i Knudshoved. Ved anlægget af motorvejen måtte banen nedlægges, da motorvejen over en strækning skulle have samme forløb som jernbanen, og dermed forsvandt et lille, særpræget banestykke for stedse.  

 

Som et kuriosum kan nævnes, at der i forbindelse med en besigtigelse af motorvejens linieføring i 1955 var planer om at flytte Knudshoved-sporet ud i motorvejens rabat, da det ville have betydning for materialetransporter til den kommende færgehavn, og at det var ønskeligt med en jernbaneforbindelse til Knudshoved under isvintre. Forlægningen af Knudshoved-sporet blev beregnet til at koste 150.000 kr., men blev som bekendt aldrig til noget (kilde: Fyens Stiftstidende 27/5-1955)

 

Knudshovedbanens indføring til Nyborg H set oppe fra o. 1938. Ved banegårdens perron holder et trevogns lyntog, der blev indført i forbindelse med Lillebæltsbroens åbning i 1935. Det store fabrikskompleks til venstre for banen er 'Nyborg Eddikebryggeri & Konservesfabrik'  KLIK HER  for at se billedet i en højere opløsning (Ophav: Sylvest Jensen)

 

På matrikelkortet fra perioden 1935-91 ses tydeligt, hvor motorvejen, der blev anlagt o. 1956, kom til at krydse Knudshoved-sporet, hvorfor banen måtte nedlægges. Det nye Knudshovedspor, der blev taget i brug i 1997, kom til at ligge lige vest for motorvejen hvorfor Slipshavnsvej måtte rykkes længere vestpå.

 

Og sådan kom det til at se ud i virkeligheden. Her amputerede motorvejen Knudshovedbanen - vist med gule pile (Ophav: Sylvest Jensen o.1960)

 

Knudshoved Færgehavn under opførelse 1956. Den gamle vej og banen til Knudshoved ses stadig. Dog ser skinnerne ud til at være taget op. Svellerne ligger tilbage bortset fra hvor vejen til Slipshavn krydser sporet, her ses rilleskinnerne endnu ved den røde pil. KLIK HER  for at se billedet i en højere opløsning (Ophav: Sylvest Jensen)

 

Knudshoved færgehavn på åbningsdagen d. 27. maj 1957 (Fotograf ukendt)

 

Knudshoved færgehavn 1959 med to færgelejer. Det tredie leje, der kom til at ligge til venstre, er endnu ikke anlagt. Det kom først i 1963 sammen med færgen "Arveprins Knud", der havde tre vogndæk. Det er nu to år siden færgehavnen blev taget i brug, men det er stadig muligt at se resterne af den gamle vej til Knudshoved (vist med rød pil) og ikke mindst Knudshovedbanen (vist med gule pile), der her lå på en dæmning. Vej og bane løb parallelt fra Sommerbyen ud til Knudshoved. Da færgehavnen blev anlagt, måtte vejen flyttes mod syd for at give plads til nye veje og opmarchbåse. Jernbanen overlevede ikke (Ophav: Sylvest Jensen)

 

 

Palle Laurings erindringer fra Knudshoved-banen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Palle Lauring (16/10-1909 til 3/10-1996) har i sin bog ”Nyborg-somre. På feriekoloni 1912-29” beskrevet egne oplevelser på Knudshoved, hvor hans far stod for en feriekoloni for københavnske skoledrenge. I bogen er der bl.a. et afsnit om Knudshoved-banen, der gengives her:

Der var jernbanespor fra Nyborg til stationen og ud på molen. Der havde været spor rundt om den store flade sø til Slipshavn, men de var taget op, både skinner og sveller, så kun dæmningen var tilbage. Den er nu til dels skyllet i havet. Sporene var spændende. Der stod en solid trolje, men den var låset med kæde. Og så var der seks, måske otte jernbanevogne, halvhøje åbne godsvogne med jernsider og trægulv. De var tyske, og meget rustne. Koblingerne var tørre og dækket af ruststøv, men de lod sig bruge. Ved hjulene var der de normale beholdere til olie, men uden olie. Dem fyldte vi med sand, for drenge har det med at eksperimentere uden at tænke meget dybt. Vi ville høre, om vi kunne få hjulene til at knase, men sandet nåede ikke ned. Sporene gik som sagt ud til molen og hen til den store drejeskive, der var foran remisen, for der var et hus med remise til to ikke for store lokomotiver, og med fire soveværelser til jernbanefolk i den ene ende. Men fordi sporene delte sig, var der skiftespor, som kunne skiftes med håndkraft.

Det var forbudt at lege med jernbanevognene, fordi det var farligt, men vi gjorde det ustandseligt, hver gang til det blev opdaget, og vi blev smidt væk. At lege med jernbanevogne i fuld størrelse og på rigtige spor var så utroligt, så det var umuligt at holde os væk. Mit tøj blev hver gang ræverødt af rust, der røbede, hvor jeg havde været.

Vi koblede vognene sammen. Koblingerne var tunge, og jernstangen med gevind var tung at spænde og løsne, fordi gevindet var det bare rust. Men det lykkedes. Det var tungt at skubbe en vogn i gang. Kørte den først, var den let at få videre, men unægtelig sværere at standse, for sporet skrånede en smule nordpå mod Slipshavnvejen. Den tur tog vi tit, for derude steg sporet igen en anelse, og vognene sagtnede farten. Deres bremser var håbløst rustet fast. Vi kunne skubbe vognene ved at gå krumbøjet inde under dem og dreje på de svære jernaksler, men så var det heldigst, at der var nogen udenfor til at bremse farten.

Her hittede jeg en dag på, at man kunne slå arme og ben om en aksel og på den måde få en festlig køretur med rundsving omtrent som køjeturene. De andre, der på mange måder var mere modne og erfarne, mente at det var ”for fjollet”. Men én af dem var med på tanken. Vi klamrede os til hver sin aksel, og de andre skulle så køre vognen frem. Akslen var tyk, så jeg kunne holde fast. Vognen gik i gang, og vi råbte ud, at de godt kunne sætte farten op. Det gjorde de, og så hørte jeg høje råb, der blev fjernere – vognen var rendt fra dem. Det var sket før, men uden mandskab på akslerne. Drengene kunne nok løbe ved siden af ude på det flade stykke grus langs sporet, men de kunne ikke følge med på bare ben i grus og sten og sveller og få fat i vognen.

Min makker forude var rask i vendingen. Han lod sig falde og snoede sig på langs, så han nok slog sig, men ikke blev rørt af vognen. Jeg tøvede for længe, mens jeg snurrede rundt. Jeg tænkte på, at hvis jeg lod mig falde nu, med den større fart, kunne jeg trimle ind under hjulene, og jeg vidste ikke, om koblingen hang ned, så den slog hovedet itu på mig – og så tænkte jeg ikke mere, jeg snurrede bare rundt, hurtigere og hurtigere. Jeg pressede ansigtet mod akslen, så det rystede i hovedet, og jeg tænkte ikke på andet end at klamre mig fast, bare holde fast, for himlens skyld ikke slippe og falde ned nu. Jeg følte, at vognen havde så stor fart på, at den nok ikke standsede ved Slipshavnvejen, men hvor langt og hvor hurtigt gik det så videre? Til sidst havde jeg ikke en tanke i hovedet udover at klamre mig fast. Jeg fik kvalme og brækkede mig. Så mærkede jeg, at det stod ud af den anden ende på mig, og ved siden af vognen løb drengene og råbte et eller andet.

Så sagtnede farten. Vi var ved Slipshavnvejen. De andre kom op på sporet bag vognen og fik den bremset. Jeg slap ikke, de måtte hale mig løs og slæbe mig ud i græsset. De andre forstod det og sad stille og sagde ”bliv bare liggende!”  

De fleste af dem (vi var en halv snes stykker) var et par år ældre eller tre, for jeg var ti år, og de var klar over, at det var noget helt tosset, der var sket. Endelig fik de mig op at stå og hjalp mig ned til stranden. Dér halede de tøjet af mig og vadede ud og vaskede det så godt som muligt, uden sæbe og i koldt havvand, så det blev tøjet kun nogenlunde rent af. Så lå vi i sandet, mens det tørrede i solen.

Mange af de drenge var mærkeligt gammelkloge. Den ene af dem sagde langsomt: "Det var helt åndssvagt, men vi skulle jo ha' fået dig til at la' vær'". For de "Dagarbejdsskoledrenge", som jeg kom helt nær (så nær, som drenge kan komme hinanden på kun seks uger), var friske og vågne. Kun enkelte gange skinnede det igennem, at de så mig som en forkælet og forfinet dreng, der ikke vidste meget om denne verden. Og det havde de ret i, selv om det også forklarer en del, at jeg var én af de yngste.

Der var også nok at gøre på landjorden. Jeg havde læst om indianere, der afsporede et tog "ved at stille på skiftesporet". Men det var ikke forklaret ordentligt, så jeg forstod ikke hvordan. Og vi havde jo verdens vidunderligste legetøj, jernbanevogne, spor og skiftespor, det hele i fuld størrelse og "rigtigt". Vi snakkede og så på skiftespor. Det måtte være noget med at stille det i en midterstilling.

Det fungerer jo ved at to lange stykker skinne er slebet til, så de bli'r tyndere og tyndere, og så kan den ene eller den anden af de to klemmes ind til en skinne. Stod de i midten, så ingen af dem rørte, måtte vognen løbe af sporet. Det skulle gøres, når vi var nogenlunde sikre på, at opsynsmanden eller lærerne ikke dukkede op. Vi prøvede, men nej, hverken fra den ene eller den anden side. Vognens hjul klemte skifteskinnen på plads. Fra begge sider prøvede vi, med to vogne, for at få mere knald på, men det lykkedes aldrig. Vi afsporede jo ikke tog med mennesker i, og det var heller ikke det, vi øvede os på. Vi var ikke åndssvage, kun meget nysgerrige. Der er vel ikke noget at sige til, at jeg aldrig har interesseret mig for legetøjstog.

Desværre virkede drejeskiven jo ikke, men den murede runde grube var fængslende alligevel, for den virkede som fælde for små dyr. Den var stenet og sandet i bunden, så der var aldrig vand, selv efter regnskyl, men der groede en del planter. At både banelegemerne og gruben ikke groede til, røbede at begge dele blev luget en gang om året, men det så vi ikke noget til. Derimod dumpede alle slags smådyr ned i gruben: markmus, frøer, tudser, snoge, hugorme og en enkelt gang en hare. Hver gang hjalp vi dyr op, haren var vanskelig. Hugormene jog vi ind i en blikspand.

Palle og Gunnar Lauring på stopbommen yderst på Knudshoved-molen 1920 (Foto taget af Palle Laurings far)

 

(Palle Laurings bog ”Nyborg-somre” fra 1986 kan lånes på Nyborg Bibliotek)

 

Knudshoved-halvøen som de fleste sikkert husker den. Nu er alt forandret. Billedet er fra 1970 (Ophav: Sylvest Jensen) 

 

Fortsæt ved at klikke på "Næste"